Hvil i fred, Dreamer – Rest In Peace, Dreamer..

12-09-2012

Tollers-delight Siania Sonador 17.02.2009-10.09.2012

Mandag aften matte vi sige farvel til Dreamer. Hun blev ikke engang 4 år! Om eftermiddagen faldt hun om, og kunne ikke rejse sig igen. Så begyndte hun at få spasmer – alle 4 ben cyklede helt vildt. Vi fik fat i vores egen dyrlæge (på trods af at hun ikke havde vagt – Tak Dorthe!).

Afsted over stok og sten gik det. Første mistanke var en forgiftning af en eller anden slags. Det sagde symptomerne. I med et drop og masser af modgift for hvad der nu forekommer i naturen. Derefter slappede hun meget af og hjerterytmen blev åbenbart lidt mere normal. Men… Selv efter lang tid vågnede hun ikke op igen. Hun var som i en dyb koma. Ingen reaktion hverken på ydre eller medicinske stimulanser.
Herefter var der kun to muligheder: Vente til næste dag og køre til Århus for at få hjernen scannet, eller aflivning.
Dyrlægen var stort set sikker i sin sag: Det har noget med hjernen at gøre. Højst sandsynligt en tumor.
Gea og jeg traf så beslutningen, at det skulle hun ikke leve videre med og bad Dorthe give hende en værdig afgang. Knap var Dorthe begyndt med den sidste injektion før hjertet næsten af sig selv sagde stop.
En rigtig træls dag, men nu lider hun ikke, og bliver ikke holdt kunstigt i live bare for vores skyld.
Vi savner dig, Dreamsen!
 
Monday evening we had to say good bye to our Dreamer. She didn’t even get 4 years old! In the afternoon she suddenly fell over and couldn’t get up again. Then she started to get spasms. All legs were cycling like crazy.
We got hold of our normal vet even if she didn’t have the emergency call that evening (Thank you very much Dorthe!)
Rushed to the clinic. First suspicion said poisoning. All the symptoms were there. Put a intravenous drop and a lot of antidote for the most common poisinings. Then she seemed to relax, and the heartbeat seemed to get more normal. But..Even after a fairly long time she didn’t wake up again. She was in a deep coma. No reaction whatsoever on neither external nor medical stimulation.
We then only had 2 options left: Wait for the next day to get a brain scan or put her to sleep.
Our vet was very certain, that this had to come from the brain. Most probably a tumor.
Gea and I then took the decision, that she should not live on with this, and we would not keep her alive just on lifesupport in order to get the brainscan the following day. The vet had hardly started on the terminal injection before the heart stopped almost by itself.
A really shitty day, but she is not suffering now, and is not being kept alive on lifesupport just for us.
We miss you Dreamer
Ultimate Web